Det antages at Seui Ito´s aktiviteter (1882 – 1961) – en japansk maler, fotograf og instruktør – var startskuddet til det vi i dag kalder shibari. Det selvom Kinoshita´s roman – Confession of a Husband (1904) allerede var udgivet på det tidspunkt og det netop var denne roman som var inspiration for Ito. I hans malerier viste han bundne, torturerede kvinder. Ito´s teknik gik ud på at binde modellen, tage billeder og bruge dem som inspiration til malerierne. De mest berømte er dem er dem der viser Ito´s gravide kone bundet og hængende på hovedet.

Seui Ito´s arbejde var en inspiration for Sensaburô Suzuki, som i 1923 iscenesatte et teaterstykke med titlen Hiaburi (Brændt på bålet) baseret på Ito´s liv.
I 1925 grundlagde Ito selv en teatergruppe med speciale i forestillinger om tortur, som han fortsatte med at lede næsten indtil slutningen af sit liv.
I 1977 udkom filmen “Beauty’s Exotic Dance: Torture!”

Filmen præsenterer Ito´s liv og arbejde. Filmen klassificeres som “lyserød film” med tema omkring sado-masochistiske praksis.
Udtrykket “lyserød film” kommer fra 1960’erne, hvor pornoproducenter optog action scenerne i farver og resten i sort/hvid for at reducere omkostningerne. Den nøgne krop i disse klip er lyserød, deraf navnet.
I de følgende år (1960’erne) blev shibari “overtaget” af den pornografiske industri. Dette resulterede i fremkomsten af flere eksperter på området og udvikling af teknikker.
Mange film blev optaget, tegneserier og magasiner med fokus på reb bondage blev trykt, og der blev skabt teatre, hvor man kunne se S/M-forestillinger live med shibari-teknikker i hovedrollen.
Alt dette var meget populært, men det blev altid opfattet som pervers pornografi og blev betragtet som en juridisk og moralsk niche, der var specifik for Japan på det tidspunkt. Film og fotos blev censureret så kønsdele var sløret, men forestillingerne var ucensurerede og ofte meget drastiske.
Antallet af anerkendte eksperter (bakushi) var lille, og de kæmpede med at finde modeller på grund af opfattelsen af shibari som perversion.
For eksempel brugte det populær illustrerede magasin Kitan Club kun fire modeller i en periode på over 10 år.
Eksperterne, der skabte grundlaget for nutidens shibari i denne periode, var:

Chimuo Nureki (1930-2013) der havde måske den længste og mest farverige historie blandt bakushi. Hans ry som rebkunstner og en karriere, der strækker sig over 50 år, har givet ham verdensomspændende popularitet. Før sin død blev han kaldt “den største nulevende kinbaku-mester”. Gennem hele sin karriere var Nureki en produktiv forfatter. Hans arbejde kunne ofte ses i ikoniske japanske SM-magasiner som Kitan Club og Uramada.
Han var forløberen for Kai – møder for shibari-entusiaster hvor der blev lavet opvisninger, snakket, rådgivet og bundet i fællesskab – ofte under kyndigt øje af lederen af en given Kai.
Kai kan i dag oversættes til Shibari Lounge – et sted reb entusiaster mødes for at dyrke deres fælles passion.
En af de mere berømte Bakuyukai blev grundlagt i 1966 – hvor den første bakushi var Akechi, derefter efter hans død i 2006 overtog Miura.
Andre berømte kai omfatter Ichinawakai. Gruppen blev dannet omkring Hajime Kinoko.
ureki var også en af de få moderne bakushi, der havde personlig kontakt med Seiu Ito. Hans forfatterskab omfattede magasinartikler, bøger, tv- og filmmanuskripter og manuskripter til levende teaterforestillinger. Nureki optrådte også i mange film og var den første skuespiller i film produceret af Art Video.
Han påvirkede også Arisue Go filmene “Hana to Hebi”, “Bakuhi”, “Nawa to Hada”) og Yukimura Haruki (starten i 70’erne).

Yukimura Haruki – (1948-2016)
Oprindeligt fotograf, fra1990’erne bakushi. Han udviklede sin egen stil, nu meget berømt og værdsat over hele verden. En stil med fokus på bindeprocessen og kommunikationen med bunny´en, kaldet Yukimras “kærtegnende” stil.

Eikichi Osada (1925 – 2001)
Han er den første anerkendte shibari-artist i SM-teaterforestillinger. I hans teater debuterede Hajime Kinoko. Han samarbejdede også med Kazami Ranki.
Hans hjemmeside Kikkou.com (fra 1996) har været en inspirationskilde for en hel generation af shibari entusiaster.

Steve Osada
En tysker der kom til Japan på udkig efter karate- og aikido-undervisning. Han begyndte først med at fotografere i fetich og shibari miljøet og i 1998 blev han elev af Eikichi Osada. Han skabte sin egen stil og system til at overføre viden baseret på traditionen for kampsportsdojoen (i 2012, men med rødder siden 2007). Han strukturerede og navngav de forskellige bindinger som det nu hører sig til når man har tyske rødder.
Han anses for at være den første til at struktuere undervisningen i shibari på en systematisk måde uden for Japan, hvilket gav ham indflydelse, popularitet og medlemskab i elitegruppen af bakushi i Japan.
Det siges at han fokuser på at binde faste former og mønstre i en begrænset tid, men der er enighed om gennem at dōjō-tilgangen er det meget lettere at lære det grundlæggende i Shibari end ved det eksisterende system i Deshi-traditionen.
Akechi Denki (1940-2005) – aktiv fra 1980 til 2005.
I 1987 grundlagde han SM Phantom Shows-teatret og er krediteret for i 1990´erne at introducere brugen af et reb foldet på midten hvor man starter bindingen fra bight´en.
Miura Kurumi – betragtes som efterfølgeren til Akechi Denki. Indtil 2007 udgav han Bizarre Magazine. Han driver Yaminawakai hos MK Studio
I 2006 introducerede han shibari-dojoen (tidligere et begreb, der kun findes i kampsport) og adskilte derefter teknikken (Katachi) fra den følelsesmæssige og erotiske kontekst af shibari (Kokoro). I 2007-8 introducerede han et træningssystem, træning og eksamener baseret på kampsport – svarende til Steve Osadas.
I 1970’erne og 1980’erne var der en opblomstring af udgivelse af magasiner og film. Der kommer film først på VHS-bånd, derefter på DVD i fetish butikker og online, samt talrige teatre med SM-forestillinger.
Nogen af eksemplerne er Theatre Scandal, der har fungeret siden 1976, det underjordiske teater GSG, der var aktivt i 1970’erne og 1980’erne og Teatr Poo grundlagt i 1983 af Sakurada Denjiro.
Der var også SM-klubber. De bedste kunne kræve op til USD 30.000 om året for medlemskab.
De såkaldte SM-barer er ved at blive et særligt kendetegn for Japan. Større eller mindre og nogle gange ganske små restauranter, der også tilbyder SM-aktiviteter, herunder shibari. Ofte er ejeren af disse barer selv tilhænger af disse aktiviteter. Berømte bakushi udviklede deres karriere der, men de fleste bakushi-riggere forbliver ukendte uden for fællesskabet af deres SM-barer, selvom de nogle gange har et meget højt niveau af shibari-færdigheder.
Interessant nok er der mange kvinder blandt dem. Det er helt almindeligt at en kunde i en sådan bar kunne blive bundet eller deltage i en improviseret SM- eller shibari-session og vil kun blive afvist pga. nogle meget særlige omstændigheder.
De største udgivelsesmagasiner er:
Kitan Club Magazine (1947-75)

SM Collector magazine udgiver ucensureret computerspil og pornofilm,
Bizart magasin, SM Sniper.
Ved at kikke i disse gamle publikationer ser man tydeligt hvor meget shibari-teknikken har udviklet sig. Førende bakushi, med økonomisk støtte fra den erotiske industri, introducerede nye teknikker, specifik trends og skabte nye mønster konstruktioner. For eksempel dem, der kunne opfylde krav indenfor den nyeste trend – ophængning. Interessant nok var mange af dem inspireret af amerikanske bondage materialer, som der var så mange af på det japanske marked. Haruki Yukimura blev inspireret af disse materialer i sine tidlige år, og Akechi Denki introducerede cinch-elementet (kannuki) – stabile konstruktioner, der er nødvendige til ophæng. Dem havde han netop set i de amerikanske mterieller.
I 1960’erne blev førende bakushi også interesseret i muligheden for at hente inspiration fra hojo jutsu – fra “samurai-tiden” evnen til at immobilisere en modstander med et reb (haya nawa) eller mønsterkoden til at binde kriminelle og fanger (hon nawa). Her er en af siderne i sådan en “kode” oversigt:

Filmstudier, der stadig opererer i dag, omfatter:
Studio DOGMA, grundlagt i 2001 af Tohjiro, et filmselskab, der producerer film om mange forskellige feticher, bl.a. shibari. Den producerer cirka 8 film om måneden, der er tilgængelige online.
Han samarbejdede tidligere med Dogma Naka Akira, Miura, og i øjeblikket er den førende bakushi Ren Yagami.

Filmselskab REAL – samarbejder med Akira Naka, Nawashi Kanna og Ren Yagami.
I anden halvdel af det 20. århundrede var der kun nogle få anerkendte bakushi, der førte an. Det siges, at der dengang var enkelte aktive riggere og et stort, konstant voksende antal passive tilskuer.
I begyndelsen af dette århundrede begyndte dette at ændre sig.
Fra år 2004 begynder man at se ledende bakischi skabe en specifik stil – Ryu.
Tidligere var traditionen med at undervise i shibari via afholdelse af workshops helt fremmed i Japan. Der var en tradition for Deshi – en undervisnings form, hvor eleven lærte af at observere eller assistere mesteren. Ofte ville mesteren først tillade den første brug af rebet efter et par år med sådan form for undervisning.
Man mener, at den moderne æra med shibari-udvikling begynder omkring 2004/5. Dette er også det tidspunkt, hvor shibari begynder at udviklede sig uden for Japan.
De fleste af de mest berømte Bakushi har rejst rundt i verden.
Mestre begynder at afholde workshops, dojo´er skabes, og i stedet for adskillige passive shibari-observatører vokser en skare af aktive riggere, også blandt vesterlændinge. Hands-on undervisningsmetode ser dagens lys.
Nye aktive rigger elever beskyldes dog ofte for blot at være kloner af deres underviser, men nogen af dem opfinder også egne ting.
En af ”anklagerne” mod den nuværende retning for shibari-udviklingen er det kommercielle tilgang og tabet af den erotiske kontekst af shibari, som nærmest bliver en sport, en teaterforestilling, en opvisning i teknik.
Meget større opmærksomhed på sikkerheden for bunny´er er utvivlsomt resultatet af åbningen mod Vesten.
I øjeblikket er de mest berømte japanske shibari navne:
Fotografer: Nobuyoshi Araki , Sugiura Norio
Riggere:
Naka Akira – skaberen af Naka Ruy, skabte semenawa i 2015 (en tilgang til shibari fokuseret på at fremkalde lidelse)
Nawashi Kanna – skaberen af Kanna Ryu
Steve Osada – skaberen af Osada Ryu (2007), den første person der udbredte shibari uden for Japan.
Kazami Ranki – skaberen af Kazami Ryu (2011).
Hajime Kinoko – udmærkede sig ved at afvige fra de standardiseret regler for shibari ved at bruge for eksempel fluorescerende reb, komplekse fantasifulde mønster. Leder af Ichinawakai.
Yagami Ren – skaberen af Yagami Style, den yngste af de anerkendte bakushi, meget aktiv i filmindustrien (Dogma, Real)
Yukimura Haruki – skaberen af Yukimura Ryu, død i 2016. Hans popularitet og specifikke stil gør at man inkluderer ham på denne liste, selvom han ikke længere er i live.